Skjult formaldehyd i kosmetik kan give allergi

Hvert niende kosmetikprodukt indeholder skjulte niveauer af det stærkt allergifremkaldende kemikalie formaldehyd, viser ny undersøgelse fra Miljøstyrelsen. Det er især selvbrunere, den er gal med.

En undersøgelse af 150 kosmetiske produkter viser, at hvert niende produkt indeholder bekymrende niveauer af kemikaliet formaldehyd, uden at det fremgår af etiketten. I alle tilfældene er der risiko for allergi.

Undersøgelsen peger på, at formaldehydet kan være overført gennem de råvarer, som indgår i produkterne. Det vil sige, at stoffet ikke er bevidst tilsat, men er til stede som en urenhed i råvaren, og så er der ikke krav om, at det skal stå på etiketten. Produktet skal dog stadig være sikkert for forbrugeren.

Formaldehyd er allergifremkaldende selv ved meget lave koncentrationer på huden, og derfor er det stærkt bekymrende, at vi finder så mange produkter med skjulte niveauer af stoffet. Det er virksomhedernes ansvar, at forbrugerne ikke bliver udsat for skadelig kemi, og det ansvar indebærer også at have styr på, om råvarerne indeholder urenheder af formaldehyd i skadelige niveauer, siger funktionsleder i Miljøstyrelsen Grete Lottrup Lotus.

14 ud af de 23 produkter, hvor der er fundet skjult formaldehyd, er selvbrunere. Undersøgelsen viser, at formaldehydet stammer fra ingrediensen DHA (dihydroxyacetone). Et farvestof, der farver huden, men som urenhed også indeholder formaldehyd. Brugen af DHA i selvbrunere er for nyligt blevet reguleret, og Miljøstyrelsen forventer derfor, at det vil afhjælpe problemet for denne produktgruppe.

”Vi har lavet en stikprøve, og derfor kan problemet med skjult formaldehyd på grund af urenheder være mere omfattende, end vores undersøgelse viser. Urenheder kan påvirke et produkts sikkerhed, og der er et krav til virksomhederne om, at de tager stilling til dette i den lovpligtige sikkerhedsvurdering af produktet”, siger Grete Lottrup Lotus.

For de produkter, hvor der er fundet høje niveauer af formaldehyd, har Miljøstyrelsen taget kontakt til virksomheden, der er ansvarlig for produktet, og bedt virksomheden forholde sig til produktets sikkerhed i relation til fundet af formaldehyd som urenhed.

Læs rapporten "Kortlægning og risikovurdering af frit formaldehyd i kosmetiske produkter 
Kort artikel om rapportens resultater (pdf)

Yderligere oplysninger

Funktionsleder Grete Lottrup Lotus, Miljøstyrelsen, tlf. 24 59 23 71 eller mail: grlol@mst.dk

FAKTA

Om undersøgelsen
Fordi flere studier har fundet formaldehyd i kosmetiske produkter uden en formaldehyd-releaser på ingredienslisten, har Miljøstyrelsen ønsket at kigge nærmere på problemstillingen, samt afdække hvor et sådant indhold af formaldehyd kan stamme fra.

Undersøgelsen omfatter 150 kosmetiske produkter; ansigtscreme, bodylotion, håndcreme, makeupfjerner, selvbruner, skintonic og øjencreme. Årsagen til at der er fokus på produkter, som ikke skal renses af efter brug – såkaldte ”leave-on” produkter – er, at risikoen for allergi er større ved brug af produkter, der er i kontakt med huden i længere tid.

16 produkter, for hvilke der blev fundet et indhold af formaldehyd, blev vurderet at kunne fremkalde en allergisk reaktion hos formaldehydallergikere med eksemhud.

Fem af de 16 produkter indeholdt så høje niveauer af formaldehyd, at de blev vurderet at kunne føre til udvikling af allergi hos personer, der ikke i forvejen er allergiske over for stoffet.

Om lovgivningen
Det er forbudt at tilsætte formaldehyd direkte til kosmetiske produkter. En række konserveringsmidler, der kan frigive formaldehyd – såkaldte ”formaldehyd-releasers” – er tilladte.

Hvis et produkt er tilsat en formaldehyd-releaser, skal der af hensyn til forbrugere med formaldehydallergi være en advarsel på mærkningen af produktet, såfremt koncentrationen af formaldehyd overstiger et vidst niveau.

Hvis formaldehyd er til stede i et kosmetisk produkt som en urenhed, er det ikke et krav, at det angives på mærkningen af produktet.

Råd til forbrugerne

  • Kasser gamle selvbrunere med DHA, som er købt før 22. april 2022, hvis du vil være på den sikre side.
    Fra denne dato trådte der nye skrappe regler i kraft for brug af DHA i selvbrunere.
    Du kan se på produktet, at det indeholder DHA ved at der står ”dihydroxyacetone” på ingredienslisten.

  • Test om du kan tåle produktet på et lille hudområde, inden du smører det ud over hele kroppen.

  • Stop med at bruge produktet, hvis du får rødme, kløe eller knopper på huden.
    Allergien kan vende tilbage næste gang, du bruger et produkt med det kemiske stof, du ikke kan tåle. Derfor kan det være en god ide at søge læge og få undersøgt, hvilket stof du ikke kan tåle, så du kan undgå det fremover.

Læs flere råd om brug af selvbrunere